Valg af hund

Hvad er det lige jeg skal tænke på? Hvordan vælger jeg den rigtige hund? Hvilken race? Hanhund eller tæve? Jagthund, vagthund eller selskabshund? Hvor finder jeg svar på alle mine spørgsmål?

 

Det er ikke lige meget hvilken hund du vælger når du skal have hund. Det rigtige match og den rigtige race, kan være altafgørende for, hvor godt det kommer til at lykkes.

Men hvad er det lige jeg skal overveje for at vælge den rigtige hund?
Har det noget at sige hvilken race jeg vælger? Om det er en hanhund eller tæve? Og om det er en jagthund, vagthund eller selskabshund?
Hvor finder jeg svar på alle mine spørgsmål?

Vi kan ikke hjælpe dig med at vælge den rigtige hund, men vores erfaring er, at du skal stille dig selv nogle spørgsmål før du vælger en hund:

  • Vil jeg have en hvalp eller voksen hund?  Der er både fordele og ulemper ved begge dele.
  • Hvad er mine fremtidsplaner og drømme i forhold til mit liv? Er der plads til en hund, også på lang sigt? Husk en hund lever 10-15 år eller mere alt efter race og helbred.
  • Skal jeg købe min hund fra et privat opdræt eller fra en kennel?
  • Skal det være en hanhund eller en tæve?
  • Hvilket aktivitetsniveau skal hunden have? Vær realistisk!

Ha` dit netværk i orden inden du køber hund. Sørg for at have et par hundepassere der kan passe hunden hvis du skal på ferie, er væk en hel dag, bliver indlagt på hospitalet eller skal på weekend.

Husk, at ikke alle venner og familiemedlemmer synes det er hyggeligt at få en hund på besøg.

 

Vi anbefaler du tjekker diverse hjemmesider og læser om forskellige hunderacer, hvad de kræver og hvad man skal være opmærksom på.

Der er mange steder man kan kigge efter hund. Både på dba, på diverse opdrætteres hjemmesider og internaterne.
Det vigtigste er at være opmærksom på, om hunden er vokset op under trygge forhold og alle vaccinationer og ormekure er i orden.

Sørg for at få hundens sundhedsbog med, og se efter om forholdene er i orden hvor du køber hunden. Bed om at se forældrene, hvis du køber en hvalp.

Aftal evt et dyrlægetjek inden du køber hunden af en privat.

Tænk dig godt om, og pas på med at falde for fristelsen for at redde en hund der lever under dårlige forhold. Det kan ofte give dig store udfordringer, da disse hunde kan kræve ekstra pleje, træning og erfaring.


Ventetiden indtil du får din hund hjem kan være lang, men brug tiden på at forberede dig og glæde dig!


Vi ønsker dig al mulig held og lykke med at finde din nye bedste ven for livet!